Her kan du læse Erik og Annas historie
Erik og Anna har været gift med hinanden i mere end 50 år.
De arbejder sammen i haven i Sct. Maria Hospice i Vejle hver fjortende dag, hvor de luger og planter, ordner og klipper.
Det gør de sammen med et andet hold af frivillige, og det er en opgave, det er dejligt at være fælles om.
– Det giver mening at sørge for at patienterne har en pæn udsigt fra deres stuer, siger Anna, som om vinteren også har vagter som frivillig indenfor på hospicet.
Anna har tidligere arbejdet som hjemmesygeplejerske og er glad for samværet med de andre frivillige og med at kunne hjælpe andre til at gøre den sidste tid meningsfuld.
Erik er mest udendørs. Det er haven, der interesserer ham. Og så patienter, der gerne vil have en snak. Om det siger han:
– Jeg har fundet ud af, at når man møder mennesker, der er i sorg, så behøver man ikke bekymre sig over, hvad man skal sige. Du behøver ikke sige noget. Du skal bare lytte. Høre hvad de selv har at sige. Der er så meget, der skal ud til sidst, så meget der skal fortælles og noget af det der gør indtryk ved at være frivillig er, når patienterne fortæller om deres liv.
– De er tit meget åbne omkring det, at de skal dø. Og det er jo normalt ikke noget vi går og snakker om, siger Erik og fortæller, at han for nylig talte med en mand, som fortalte om sit liv på en meget levende måde, som om han stadig havde en masse, han skulle nå at opleve. Det kom han ikke til, for han døde et par uger senere.
– Men lige i det øjeblik, mens han fortalte så levende, levede han virkelig, og det er noget af det vi andre kan lære af. At være til stede og blive mindet om, hvor godt livet er.
Og så gør det jo ikke noget at bedene ser flotte ud og at både egernet og rådyrene kommer forbi og hilser på og at man som frivillig kan tage hjem, når man ikke orker mere.
Samtidig viser tallene også, at den enorme ulighed omkring, hvilke patientgrupper, der kommer på hospice, stadig er der. Og det til trods for, at Rigsrevisionen tilbage i 2020 rettede en skarp kritik af netop den ulighed i adgangen til specialiseret palliation og dermed hospicerne.
I Hospice Forum Danmark mener vi, at en del af løsningen på uligheden er at få kigget på kapaciteten, så vi sikrer, at vi har den rette kapacitet til at imødekomme behovene hos patienter med alvorlig sygdom og behov for palliation.
At være frivillig er en helt særlig form for fællesskab.
Her handler det ikke om at præstere, men om at være – at være nærværende, tilgængelig og et menneske for et andet menneske. Når man træder ind på et hospice, træder man ind i et sted, hvor tiden får en anden rytme. Her tæller de små ting enormt meget: et smil i døren, en kop te serveret med varme, en hånd, der bliver holdt i stilhed.
Mange frivillige fortæller, at de får mindst lige så meget igen, som de giver. De oplever at blive en del af betydningsfulde øjeblikke – øjeblikke fyldt med nærvær, humor, tårer og smil midt i det alvorlige.
Som frivillig er du med til at:
Skabe tryghed for patienter og pårørende.
Lindre ensomhed gennem menneskelig kontakt.
Give plads til samtaler om livet – og døden – uden frygt eller berøringsangst.
Bidrage med små hverdagsglæder, som ofte bliver til store minder.
Du behøver ikke have særlige forudsætninger – du skal bare have lysten til at møde andre mennesker med åbenhed og respekt. Vi giver dig oplæring, støtte og et fællesskab, hvor vi passer på hinanden.
At være frivillig hos HospiceSagen betyder, at du bliver en del af et sted, hvor livet leves til det sidste – og hvor din tilstedeværelse kan være det, der gør den afgørende forskel for både patient og pårørende.
Har du lyst til at blive frivillig på et hospice, så kontakt frivilligkoordinatoren på det enkelte hospice at høre mere om mulighederne hos dem.
Find oversigten over landets hospicer og deres kontaktoplysninger her
I Hospice Forum Danmark mener vi, at vi skal fokusere på følgende tiltag for at sikre den rette kapacitet:
Særligt i de befolkningstætte områder er der et behov for flere pladser, så der kan blive plads til den 1/3 del af de mennesker med behov for en hospiceplads, som i dag ikke når at få en plads, før de dør. Og så der kan blive plads til de patienter, der har behovet, men i dag slet ikke henvises til hospice.
For at kunne imødekomme stadigt skiftende behov hos patienter og pårørende, må hospicerne have frihed til at iværksætte nye tiltag. Det kunne være tiltag som Dag- og Nathospice, flere udgående aktiviteter fra hospice, ambulatorier eller virtuelle tilbud. Nye tiltag skal afprøves i praksis og det kræver ressourcer og fleksibilitet i en driftsoverenskomst.
For at sikre, at patienterne får det rigtige tilbud på det rigtige tidspunkt i deres sygdomsforløb, er man nødt til at styrke systematikken i samtalerne med patienterne. Vi skal sikre, at patienter og pårørende inddrages, så deres ønsker respekteres og imødekommes i videst muligt omfang.
